Forligsmandsloven og forligsmanden

Baggrunden
Loven er lavet i 1910 og er ændret nogle gange sidenhen.
Loven er lavet for at regulere forhandlingerne om nye overenskomster. Loven er lavet for at hjælpe parterne med at forhandle, så man kan undgå arbejdsnedlæggelser. Hvis arbejdsgiverforening og fagforening ikke kan blive enige, så bliver man sendt i ”Forligsen”, og så prøver forligsmanden at finde en løsning, så begge parter siger ja.

 

Hvis parterne ikke kan blive enige, så kan forligsmanden diktere en ”mæglingsskitse”, som medlemmerne så skal stemme om. Han kan også vælge at sige, at det er umuligt at finde en løsning, og så er der konflikt. 

 

Sammenkædningsreglerne, som vi denne gang synes er meget udemokratisk, er ikke kun bestemt af Forligsmanden.
LO og DA laver sammen med Forligsmanden en aftale om, hvor mange der skal stemme sammen. 

De sidste mange gange har de besluttet, at kæde det hele sammen, og dermed bliver ja-nej stemmerne for hele området lagt sammen, og det samlede resultat afgør så, om mæglingsfor-slaget/overenskomsterne bliver vedtaget eller forkastet, og dermed om der bliver konflikt eller ej. 

 

Sammenkædningen sikrer dog også de ”små”.
Hvis Malerforbundet eller Serviceforbundet (som begge har under 10.000 medlemmer) skulle forhandle alene og strejke alene, ville de jo nok knække nakken, hvis arbejdsgiverne satte hårdt mod hårdt. Der kan altså også være noget solidaritet i sammenkædningen. 

 

Kan det gøres anderledes? 

Vores forbundsformand, Per Christensen, siger at det ikke kan være anderledes, og at sammenkædningen i sin nuværende form er den mest solidariske løsning.
Men det har han ikke spurgt os om - altså de 60% af medlemmerne som stemte nej og slet ikke de 77% i Byggegruppen, som stemte nej. 

Forligsmandsloven åbner op for mange muligheder, og det kræver først og fremmest, at man bliver enige i LO. 

 

En løsning kunne være, at LO og DA forhandler ”rammen”. De kunne for eksempel aftale, at der skal være en stigning på 8% i perioden, om overenskomsten skal vare i to eller tre år, om der skal være bedre barselsregler og hvad der nu ellers kunne være af overordnede krav.
Derefter kan de enkelte brancher forhandle samtidigt, hvilket altså vil betyde, at Industrien ikke forhandler før alle andre!
Så kan brancherne selv sætte deres egne krav til forhandling. For eksempel har vi i Byggeriet ikke brug for tillidsmandsaftaler, hvor man kan bliver belønnet efter tre år, som man har i Industrien. Den aftale ville vi aldrig lave, da vi sjældent er så lang tid på pladsen! 

 

Men vigtigst af alt. Når brancherne har forhandlet et resultat, så skal vi stemme. Man kunne forestille sig at Industrien, Transporten, HK og Byggeriet stemte hver for sig. Det ville give mening, idet vi har forskellige dagsordner og forskellige arbejdsgivermodstandere. 

Kigger vi på 2017, så kunne man forestille sig at malerne, elektrikerne, blikkenslagerne og 3F’s byggegruppe stemte sammen. Vi har de samme arbejdsvilkår og de samme problemer.
I de fire forbund var der tæt på 80.000 stemmeberettigede. Hvis de fire grupper havde været sammenkædet, så havde der været en stemmeprocent på 52, og af dem havde 64% stemt nej. Så havde hele byggeområdet været i konflikt! 

Denne løsning ville være mere demokratisk og vores arbejdsgivere i Dansk Byggeri ville have meget større respekt for os, når der er en reel risiko for konflikt. 

Dette er een mulig løsning, men der kan være mange andre. Det vil vores landsklub, sammen med andre fagligt aktive, forsøge at afklare i løbet af det næste halve års tid.
Når vi kender mulighederne, så vil vi kræve, at LO og 3F laver en fornuftig og demokratisk løsning inden næste overenskomst. 

 

 

 

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

Udvalgte blogindlæg

Love & Løbesedler - Nørreport 20. dec.

December 18, 2018

1/10
Please reload

Seneste blogindlæg

December 17, 2018